Når folk hører ordet ”cannabinoid”, tænker de som regel på forbindelser fra hampplanten, såsom CBD eller THC. Men cannabinoider er ikke kun forbundet med planter. Menneskekroppen producerer sine egne cannabinoidlignende signalmolekyler, som indgår i et omfattende biologisk kommunikationsnetværk kaldet det endocannabinoide system (ECS). En forståelse af dette system giver et fascinerende indblik i, hvordan vores krop regulerer dagligdags fysiologiske processer. 

 Opdagelsen af ECS begyndte med forskning i THC, den vigtigste rusfremkaldende forbindelse i cannabis. I 1988 identificerede forskere specifikke bindingssteder for THC i hjernen, som senere blev karakteriseret som cannabinoidreceptorer. Det rejste et interessant spørgsmål: Hvorfor skulle menneskekroppen have receptorer, der kan genkende et plantebaseret molekyle? Svaret kom, da forskerne opdagede, at vores krop selv producerer stoffer, som kan aktivere disse receptorer. 

 To af de bedst karakteriserede endocannabinoider er anandamid (AEA) og 2-arachidonoylglycerol (2-AG). Begge er lipidafledte signalmolekyler, hvilket betyder, at de stammer fra fedtsyreholdige bestanddele af cellemembraner. Anandamid blev opdaget i 1992. Navnet kommer fra sanskritordet ananda, som betyder lyksalighed, men at beskrive det som et ”lykkemolekyle” er en betydelig forenkling af dets biologiske funktioner. Anandamid indgår i signalveje knyttet til humør, hukommelse, smertebearbejdning og andre fysiologiske aktiviteter. 

 Det andet vigtige endocannabinoid, 2-AG, blev identificeret i 1995. Det findes generelt i væsentligt højere koncentrationer end anandamid i hjernen og fungerer som et vigtigt signalmolekyle i hele nervesystemet og andre steder i kroppen. I modsætning til mange klassiske neurotransmittere, der lagres i vesikler, indtil der er brug for dem, dannes endocannabinoider typisk efter behov ud fra lipidforstadier, der er knyttet til cellemembranen. Det gør det muligt for cellerne at danne signaler som reaktion på ændrede fysiologiske forhold. 

 ECS omfatter to indgående undersøgte cannabinoidreceptorer: CB1 og CB2. Begge tilhører familien af G-proteinkoblede receptorer, en stor gruppe proteiner, der omsætter signaler uden for cellen til ændringer i cellens aktivitet. CB1-receptorer er særligt udbredte i centralnervesystemet, blandt andet i områder, der er involveret i hukommelse, bevægelse, appetit og smertebearbejdning. De findes også i perifere væv. CB2-receptorer er tæt forbundet med immunceller og immunrelateret signalering, selv om de også findes i andre væv. Aktivering af dem kan påvirke cellulære reaktioner, der indgår i inflammation og immunregulering. Denne fordeling er dog ikke absolut. CB1-receptorer findes ikke udelukkende i hjernen, og CB2-receptorer findes ikke udelukkende i immunsystemet. Deres funktion afhænger af vævet, celletypen og de fysiologiske omstændigheder. 

 Et særligt interessant træk ved endocannabinoid signalering er, at den kan foregå i modsat retning. Ved konventionel kommunikation mellem nerveceller frigiver en præsynaptisk neuron neurotransmittere, som påvirker en postsynaptisk neuron. Endocannabinoider kan bevæge sig den modsatte vej, fra den postsynaptiske neuron tilbage mod den præsynaptiske nerveende. Denne proces kaldes retrograd signalering og gør det muligt for den modtagende neuron at påvirke, hvor meget neurotransmitter der efterfølgende frigives. Det er en vigtig mekanisme til at justere kommunikationen mellem nerveceller. 

 Endocannabinoid signalering reguleres også nøje af enzymer. Anandamid dannes almindeligvis via signalveje, der involverer N-acylphosphatidylethanolamin-specifik phospholipase D (NAPE-PLD), selv om der også findes alternative synteseveje. Det nedbrydes primært af fedtsyreamidhydrolase (FAAH). For 2-AG spiller diacylglycerollipase-enzymer (DAGL) en central rolle i dannelsen, mens monoacylglycerollipase (MAGL) står for en stor del af nedbrydningen. Disse enzymer er med til at bestemme, hvornår signalerne opstår, hvor kraftigt de virker, og hvor hurtigt deres aktivitet ophører. 

 ECS indgår i en lang række fysiologiske processer, herunder appetitregulering, stressreaktioner, søvn, hukommelse, immunsignalering og modulering af smerte. Det kan dog være misvisende at beskrive det som et universelt system, der blot ”genopretter balancen”. Biologisk regulering er betydeligt mere kompleks. Endocannabinoid aktivitet varierer mellem væv, ændrer sig over tid og samspiller med mange andre signalnetværk. En øget aktivitet af cannabinoidreceptorer er ikke automatisk gavnlig, ligesom en nedsat aktivitet heller ikke automatisk er skadelig. 

 Forholdet mellem CBD og ECS er lige så komplekst. I modsætning til THC har CBD relativt lav affinitet for de klassiske bindingssteder på cannabinoidreceptorerne. Dets biologiske virkninger involverer flere molekylære mål og signalveje, hvoraf nogle interagerer indirekte med endocannabinoid funktion. Mange af de foreslåede mekanismer undersøges fortsat. 

 Opdagelsen af ECS ændrede cannabinoidforskningen fra at handle om planteforbindelser til at omfatte en langt bredere undersøgelse af menneskets fysiologi. For alle med interesse for hamp og cannabinoider er den vigtigste pointe, at ECS allerede findes og fungerer uafhængigt af indtagelse af cannabinoider. Plantebaserede cannabinoider træder ind i et etableret og nøje reguleret biologisk signalmiljø. En forståelse af anandamid, 2-AG, CB1, CB2 og de tilknyttede enzymer giver et langt stærkere videnskabeligt grundlag end blot at hævde, at CBD ”skaber balance i kroppen”. Det virkelig fascinerende er ikke en mirakuløs biologisk kontakt, men den bemærkelsesværdige præcision, hvormed vores celler kommunikerer, tilpasser sig og regulerer deres aktiviteter hver eneste dag. 

Dr. Peter Verdegem, Ph.D., MBA